Åndssvaghed

Ordet ”åndsvag” bliver i vore dage benyttet som en skældsord mod en person, som man opfatter som dum. For ikke særlig mange år siden var ordet et synonym for en person med nedsat intilligens (et ord som åndsvageanstalt blev brugt i flæng), indtil dette blev omdefineret som ”en psykisk ustabil” person.
Men i ordets oprindelig betydning blev det brugt om en person med en svækket personlig ånd – ånd + svag = svag i ånd. Dette stemmer ikke overens med ordets nutidige betydning, da intellektet ikke nødvendigvis definere graden af åndsnærvær. En ”psykisk ustabil” person som f.ex en der lider af downs-syndromet kan i høj grad være i kontakt med deres ånd, da deres univers ofte er meget bredt og åbent. Derimod kan et stort intellekt sagtens gå hånd i hånd med en svag ånd.
Under 2. verdenskrig skrev Poul Henningsen i teksten til sangen ”Man binder os paa Mund og Haand” i 4. vers bl.a. om åndens kvaliteter, da den for ham var umulig at binde i modsætning til selve kroppen:

”Man binder os på mund og hånd
Men man ka' ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka' li'
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel'
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli'r aldrig forbi.”

Ånden er umulig at begrænse, og derfor måske også umulig at styre. Her ville nogle måske tænke hen på skæbnen som ens "ånd", men jeg tænker mere, at det er ens menneskelige mening med livet, som ånden styrer. Fortrænger man derfor ånden kan det få nogle alvorlige konsekvenser for os som menneske. 

Ved elendighed som i ovenstående tilfælde i forbindelse med krigen er det dog tit kroppen der bliver behandlet – symptomsbehandling, hvilket da også er meget effektivt ved f.eks. en brækket arm, men måske ikke altid er lige hensigtsmæssig eller i det mindste tilstrækkelig ved f.eks. psykisk syge. Her er det måske i stedet ånden der skal plejes.

Mennesket kan opdeles i krop, sjæl og ånd. De to sidste ligger tæt op ad hinanden, da de begge er ikke – eller svært definerbare ting og heller ikke er fysiske fænomener.

Selveste kirken har dog ved et paveligt koncil afskrevet ånden som en del af mennesket i takt med menneskets hang til at få en forklaring på alt er lykkedes. Dette på trods af er der i biblen bliver refereret en del til ”en ånd".
I vores hverdag glemmer man også tit sjæl og ånd i jagten på lykke, hvor faktorer som penge, succes på job og materielle goder tit er afgørende for vores opfattelse af vores egen lykke. Er man rig og succesfuld på arbejde og ”forventes” det, at man er lykkelig. "Han tjener kassen - hvad har han at brokke sig over? Jeg er bagefter i husleje og har endnu ikke betalt for varme og el"
Dette er måske i virkligheden en vej væk fra ånden, hvorved den reelle lyst til at yde godt og hjælpe omkring sig i stedet er afløst af et uudtalt krav. Det forventes at man yder til velgørenhed; man bliver oven i købet lagt for had hvis man undlader med grunden: ”Det har jeg ikke lyst til. Det er sq ikke mit problem”. 

De i samfundet der har den mest naturlige tilgang den den slags ting og som heller ikke lader sig styre af nogle forventninger eller krav er nok små børn, der opfører sig 100 % efter deres egen lyst – gider de ikke spise broccolli, så spiser de ikke broccolli, selvom der er blevet brugt tid, kræfter og penge på den broccolli. Jo ældre man bliver, dets mere ”opdragen” bliver man, og vil derfor selvfølgelig give – om end så lidt – så alligevel noget til velgørenhed uanset om Afrika rager en. 

Sætter man to mennesker - en stenrig enlig mand, og en langt fattigere mand med to børn og kone, overfor hinanden, vil hverdagens bump måske være mindst for den rige, men til gengæld vil den fattige have langt mest at leve for. I sin kone og børn har han en lykke, som den rige nok aldrig kan kommer i nærheden af at matche udelukkende med sine penge. Hvem har da opnået mest i livet? Mange ville nok pege på den rige, forhåbentligt for denne verden endnu flere på den fattige.   

For at slå en sløjfe er mennesket altså ved at miste deres tilknytning til ånden og er derfor – intellektuelle som mentalt retarderet, alle ”åndsvage”. 


Indtil vi ses igen
Kern