10. januar 2011

Åndssvaghed

Ordet ”åndsvag” bliver i vore dage benyttet som en skældsord mod en person, som man opfatter som dum. For ikke særlig mange år siden var ordet et synonym for en person med nedsat intilligens (et ord som åndsvageanstalt blev brugt i flæng), indtil dette blev omdefineret som ”en psykisk ustabil” person.
Men i ordets oprindelig betydning blev det brugt om en person med en svækket personlig ånd – ånd + svag = svag i ånd. Dette stemmer ikke overens med ordets nutidige betydning, da intellektet ikke nødvendigvis definere graden af åndsnærvær. En ”psykisk ustabil” person som f.ex en der lider af downs-syndromet kan i høj grad være i kontakt med deres ånd, da deres univers ofte er meget bredt og åbent. Derimod kan et stort intellekt sagtens gå hånd i hånd med en svag ånd.
Under 2. verdenskrig skrev Poul Henningsen i teksten til sangen ”Man binder os paa Mund og Haand” i 4. vers bl.a. om åndens kvaliteter, da den for ham var umulig at binde i modsætning til selve kroppen:

”Man binder os på mund og hånd
Men man ka' ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka' li'
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel'
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli'r aldrig forbi.”

Ånden er umulig at begrænse, og derfor måske også umulig at styre. Her ville nogle måske tænke hen på skæbnen som ens "ånd", men jeg tænker mere, at det er ens menneskelige mening med livet, som ånden styrer. Fortrænger man derfor ånden kan det få nogle alvorlige konsekvenser for os som menneske. 
Ved elendighed som i ovenstående tilfælde i forbindelse med krigen er det dog tit kroppen der bliver behandlet – symptomsbehandling, hvilket da også er meget effektivt ved f.eks. en brækket arm, men måske ikke altid er lige hensigtsmæssig eller i det mindste tilstrækkelig ved f.eks. psykisk syge. Her er det måske i stedet ånden der skal plejes.

Mennesket kan opdeles i krop, sjæl og ånd. De to sidste ligger tæt op ad hinanden, da de begge er ikke – eller svært definerbare ting og heller ikke er fysiske fænomener.
Selveste kirken har dog ved et paveligt koncil afskrevet ånden som en del af mennesket i takt med menneskets hang til at få en forklaring på alt er lykkedes. Dette på trods af er der i biblen bliver refereret en del til ”en ånd".
I vores hverdag glemmer man også tit sjæl og ånd i jagten på lykke, hvor faktorer som penge, succes på job og materielle goder tit er afgørende for vores opfattelse af vores egen lykke. Er man rig og succesfuld på arbejde og ”forventes” det, at man er lykkelig. "Han tjener kassen - hvad har han at brokke sig over? Jeg er bagefter i husleje og har endnu ikke betalt for varme og el"
Dette er måske i virkligheden en vej væk fra ånden, hvorved den reelle lyst til at yde godt og hjælpe omkring sig i stedet er afløst af et uudtalt krav. Det forventes at man yder til velgørenhed; man bliver oven i købet lagt for had hvis man undlader med grunden: ”Det har jeg ikke lyst til. Det er sq ikke mit problem”. 

De i samfundet der har den mest naturlige tilgang den den slags ting og som heller ikke lader sig styre af nogle forventninger eller krav er nok små børn, der opfører sig 100 % efter deres egen lyst – gider de ikke spise broccolli, så spiser de ikke broccolli, selvom der er blevet brugt tid, kræfter og penge på den broccolli. Jo ældre man bliver, dets mere ”opdragen” bliver man, og vil derfor selvfølgelig give – om end så lidt – så alligevel noget til velgørenhed uanset om Afrika rager en. 

Sætter man to mennesker - en stenrig enlig mand, og en langt fattigere mand med to børn og kone, overfor hinanden, vil hverdagens bump måske være mindst for den rige, men til gengæld vil den fattige have langt mest at leve for. I sin kone og børn har han en lykke, som den rige nok aldrig kan kommer i nærheden af at matche udelukkende med sine penge. Hvem har da opnået mest i livet? Mange ville nok pege på den rige, forhåbentligt for denne verden endnu flere på den fattige.   

For at slå en sløjfe er mennesket altså ved at miste deres tilknytning til ånden og er derfor – intellektuelle som mentalt retarderet, alle ”åndsvage”. 


Indtil vi ses igen
Kern

6. januar 2011

Blog no. 1

Hej.
Jeg vil gerne understrege at jeg absolut ingen erfaren blogger er (da jeg aldrig har blogget før), og jeg har heller ikke i skrivende stund nogle intentioner om nogensinde at blive det...
Bag ved enhver handling ligger en række overvejelser - bevidste som ubevidste!
Dette rækker helt ned i de helt små ting - sætter jeg det ene ben foran det andet vil jeg øge risikoen for at falde, hvis jeg ikke gør det samtidig med at jeg beholder det andet ben på jorden. Ligeledes vil det i det umildbare objektiv være en stor fordel at sætte foromtalte ben en anelse ved siden af det første i den hensigt senere at kunne bevæge dette ben videre frem foran det andet ben og derved få resten af min krop til at bevæge sig derhen i den retning jeg nu ønsker. Den retning er ret så bevidst fastslået og tit med et bestemt mål for øje. Men tænk nu, hvis du havde taget en anden beslutning omkring din færd. Evt. ladet dit første ben bevæge sig i den stik modsatte retning. Hele din verden ville muligvis havde set anderledes ud, hvis du havde gjort en enkel lille ting anderledes - beslutningen ville formere sig som et tælletræ: 1 bliver til 2 til 4 til 8 til 16 til 32 til 64 til 128 til 256 til 512 til 1024 til 2048 til 4096 osv. Over længere sigt kan det have vidtrækkende konsekvenser - måske... Det får vi bare aldrig at vide, da øjeblikket er forbi.
Du kunne have blevet lottomillionær hvis skæbnen bare ikke havde ladet dig gå til højre istedet for venstre.
I den forbindelse kan de "kloge" bloggere herinde så fundere over om enhver ting i verden, enhver bevægelse ikke er en kulmination på hele verden fra Big Bang og indtil nu. Og samtidig prise sig over muligheden for et split-sekund efter at opleve den næste kulmination om muligt endnu større end den første... Jeg vil glæde mig til at falde over en blog, der rummer en del af denne tankegang, da jeg ikke selv har evnerne til at udtrykke mig klart andre steder end i mit eget hoved. Jeg fungere bedst i dialog med et levende menneske frem for med mig selv via en computerskærm. [Læs: SKRIV EN BLOG FOR HULEN OM MENINGEN MED LIVET DIG DERUDE, og jeg vil elske at gå ind i en heftig debat, blot jeg har et udgangspunkt]
Dette burde forklarer mine intentioner om aldrig selv at blive blogger. Istedet vil jeg kalder mig for en "kommentagger", der måske i ny og næ poster noget herinde, som DU så kan tænke over, give din mening og så tar vi den derfra...

Indtil vi ses igen
Kern