7. februar 2011

Hvad er musik?

Ligesom alle andre former for kunst er der mange meninger om hvad begrebet ”musik” dækker. 
Den almene opfattelse af ordet er et bredt dækkende udtryk for forskellige lyde – lydbølger, der optræder i en æstetisk form. Lydene variere i længde og højde og frembringer derved forskelligeartede udtryk. ”Musik” er altså lyde, toner, der frembringes på et instrument eller synges. Alt hvad der falder inde for disse rammer kaldes altså for ”musik”.

Spørgsmålet er nu, om ”musikkken” dannes før, eller efter lydbølgerne rammer vores ører? Ville der være musik til stede hvis et stereoanlæg spillede et musikstykke uden at nogle hørte det? Er det så ikke netop blot lydbølger, som sendes ud  rummet?
Videre kan man spørge, om der altid er ”musik” til stede når disse lydbølger nu engang rammer ørerne? Jeg synes absolut ikke der er spor af musik i f.eks. det amerikanske dødsmetal band Cannibal Corpes, selvom jeg tydeligt hører guitaren flintrer op og ned og trommeslageren tæske løs på hans trommerne. For mig lyder det som ren larm og fuldstændig meningsløs ”musik”, for nu engang at bruge dette udtryk (for hvad skulle man ellers kalde det?). Når denne gruppe nu alligevel har udgivet 11 plader, et bokssæt, et livealbum og solgt over en million albums, kan man næppe nedgøre selve bandet, for nogle menneske må da finde mening i det de laver. 

Musik er altså et fænomen som man oplever, når man ser en mening i det der fremføres – man må altså have lært at lytte til Cannibal Corpes før man kan se det som værende en ”musikalsk oplevelse”. Omvendt ville en af førnævnte bands trofaste fans næppe se noget musik i Mozart, som for deres smag nok ville være en anelse for tamt.
Man kan altså ikke snakke om hvornår der er musik, uden først at tage højde for det menneske som lytter til den, men til gengæld kan man snakke om hvad musik er, hvis man ser på det udfra et synspunkt, hvor man kan forstå og se musikken i al musik der findes.

Sætter man en person til at forklarer hvad musik er, ville vedkommende ufatteligt hurtigt komme til kort, og i stedet begynde at opremse en masse facts omkring skabelsen af musik:

”En violinist vil med buen sætter strengene i svingninger, disse svingningerne vil overføres via stol og stemmestok og få hele instrumentet til at frembringe en klang, der, afhængig af musikerens tilegnede færdigheder, kan få os til at græde, grine eller græmmes.”

Eller vedkommende kan opremse alle de ting som IKKE er musik.
En sko, en vandpyt, en bilmotor (her bevæge vi os ud på tynd is, da en bilentuiast nok er af en anden mening) osv osv…
Selve kernen i musikken er altså svær at beskrive. Dette til trods for at ikke et eneste menneske på jorden er i tvivl om de lytter til musik eller ej.

Mennesket kan indeles i krop, sind og ånd/sjæl.
Det mest håndfaste af disse tre er kroppen eller alt det fysiske. Verden er blevet, og bliver det stadig, udforsket på kryds og tværs i 500 år. Mindre og mindre dele af mennesket er kommet frem i forskernes mikroskoper, astrologernes satelitter er kommet længere og længere ud i verdensrummet, man ved stort set alt om fysisk helbredelse – symptombehandling og meget få områder inden for naturvidenskaben er stadig uopdaget land.

Ved sindet er der straks mere at tage fat på. Sindet er, udover selve hjernen, som vel egentlig hører til i materie-kategorien, en temmelig ikke-fysisk-håndterbar ting, som psykologer ustandseligt bliver ved med at finde nye uopdagede kroge i. Ofte er billedet sløret og man må tit antage i stedet for at konstaterer.

Ånden er et mysterium hvor den menneskelige fornuft stopper. Alt der i verdenshistorien har været uudforsket og ude af stand til at blive forklaret har været tilskrevet ånden – gud, ånder, spøgelse, djævelen samt diverse andre overtroiske væsener. Eftersom mere og mere bliver udforsket svinder ånden mere og mere ind, og hvem ved om den en dag helt forsvinder, og hvad mennesket så gør? For forsvinder ånden, forsvinder musikken, og allerede i vor dag har man set hvor stor en magt musikken har på mennesket, og ingen ved endnu, hvor stor magt den får, hvis den forsvinder. For man savner intet, før det er væk.

Sættes en person til at forklarer kroppen og den fysiske verden, ville han kunne redegøre for meget ved brug af et simpelt 100 % forståeligt sprog.
Ved sindet bliver det sværere, og tvetydigheden sætter ind - poesien fødes.
Ved ånden må vedkommende give op, og overgive sig til brug af paradokser.
Kærlighed (der om noget må siges at være et åndeligt fænomen - prøv at forklar kærlighed) kan 
f.eks meget præcist beskrives og genkendes ved paradokset:

”Hun er hverken smuk eller grim, men alligevel det smukkeste jeg har set”

Ikke mange ville være i tvivl om følelsen, men ”oversættes” det til hverdagssprog kunne sætning lyde:

”Kagen koster hverken 10 kr eller 5 kr, men alligevel 10 kr.”

Komplet nonsens!

Jo længere op ad stigen vi kravler, dets nærmere kommer vi sprogets sammenbrud, og ved ånden går det galt, og vi mister evnen til at sige noget som helst meningsfyldt omkring tingene. En ting som kærlighed er dog ikke noget fremmed i vores hverdag, så der er altså tale om en ting, der skal opleves og som ikke lader sig forklarer. Ligeledes med musik.

Instrumentets fysik, musikerens flytten på fingre, pusten, slag og lydbølgerne i tilhørernes ører alle er fysiske ting.
Sindet står hos musikeren for strukturen i spillet, ideen, følelserne (som hos en god musikere kan kontrolleres og leveres på kommando) og hos tilhøreren som følelserne, de forskellige dele af musikken, strukturen, genkendelsen af melodi osv.
Tilsidst er ånden repræsenteret ved det overordnede, irreducible, udefinerbare begreb kaldet ”musik”. Ingen ved præcis hvad det er, men alle kan genkende det.

Som ved farverne. Prøv at forklare farven ”rød”. Umuligt!
Prøv derefter at udpege en rød genstand. Umuligt at gøre forkert, da man kan genkende den – da man har oplevet farven rød. En blind person der aldrig har oplevet rød, har det anderledes. Man kan forklarer nok så meget, men farven lader sig ikke forklarer. Man skal opleve den.

”Hvor ord svigter, taler musikken” (H.C.Andersen)

Så drop med at læse om musik - denne blogs ufattelige evne til at smovse rundt i emnet, uden at komme nogle vegne beviser alt! 

Oplev musik!

10. januar 2011

Åndssvaghed

Ordet ”åndsvag” bliver i vore dage benyttet som en skældsord mod en person, som man opfatter som dum. For ikke særlig mange år siden var ordet et synonym for en person med nedsat intilligens (et ord som åndsvageanstalt blev brugt i flæng), indtil dette blev omdefineret som ”en psykisk ustabil” person.
Men i ordets oprindelig betydning blev det brugt om en person med en svækket personlig ånd – ånd + svag = svag i ånd. Dette stemmer ikke overens med ordets nutidige betydning, da intellektet ikke nødvendigvis definere graden af åndsnærvær. En ”psykisk ustabil” person som f.ex en der lider af downs-syndromet kan i høj grad være i kontakt med deres ånd, da deres univers ofte er meget bredt og åbent. Derimod kan et stort intellekt sagtens gå hånd i hånd med en svag ånd.
Under 2. verdenskrig skrev Poul Henningsen i teksten til sangen ”Man binder os paa Mund og Haand” i 4. vers bl.a. om åndens kvaliteter, da den for ham var umulig at binde i modsætning til selve kroppen:

”Man binder os på mund og hånd
Men man ka' ikke binde ånd
og ingen er fangne, når tanken er fri
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd
når bare vi kæmper for det, vi ka' li'
Den som holder sjælen rank, kan aldrig blive træl
Ingen kan regere det, som vi bestemmer sel'
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund
at drømmen om frihed bli'r aldrig forbi.”

Ånden er umulig at begrænse, og derfor måske også umulig at styre. Her ville nogle måske tænke hen på skæbnen som ens "ånd", men jeg tænker mere, at det er ens menneskelige mening med livet, som ånden styrer. Fortrænger man derfor ånden kan det få nogle alvorlige konsekvenser for os som menneske. 
Ved elendighed som i ovenstående tilfælde i forbindelse med krigen er det dog tit kroppen der bliver behandlet – symptomsbehandling, hvilket da også er meget effektivt ved f.eks. en brækket arm, men måske ikke altid er lige hensigtsmæssig eller i det mindste tilstrækkelig ved f.eks. psykisk syge. Her er det måske i stedet ånden der skal plejes.

Mennesket kan opdeles i krop, sjæl og ånd. De to sidste ligger tæt op ad hinanden, da de begge er ikke – eller svært definerbare ting og heller ikke er fysiske fænomener.
Selveste kirken har dog ved et paveligt koncil afskrevet ånden som en del af mennesket i takt med menneskets hang til at få en forklaring på alt er lykkedes. Dette på trods af er der i biblen bliver refereret en del til ”en ånd".
I vores hverdag glemmer man også tit sjæl og ånd i jagten på lykke, hvor faktorer som penge, succes på job og materielle goder tit er afgørende for vores opfattelse af vores egen lykke. Er man rig og succesfuld på arbejde og ”forventes” det, at man er lykkelig. "Han tjener kassen - hvad har han at brokke sig over? Jeg er bagefter i husleje og har endnu ikke betalt for varme og el"
Dette er måske i virkligheden en vej væk fra ånden, hvorved den reelle lyst til at yde godt og hjælpe omkring sig i stedet er afløst af et uudtalt krav. Det forventes at man yder til velgørenhed; man bliver oven i købet lagt for had hvis man undlader med grunden: ”Det har jeg ikke lyst til. Det er sq ikke mit problem”. 

De i samfundet der har den mest naturlige tilgang den den slags ting og som heller ikke lader sig styre af nogle forventninger eller krav er nok små børn, der opfører sig 100 % efter deres egen lyst – gider de ikke spise broccolli, så spiser de ikke broccolli, selvom der er blevet brugt tid, kræfter og penge på den broccolli. Jo ældre man bliver, dets mere ”opdragen” bliver man, og vil derfor selvfølgelig give – om end så lidt – så alligevel noget til velgørenhed uanset om Afrika rager en. 

Sætter man to mennesker - en stenrig enlig mand, og en langt fattigere mand med to børn og kone, overfor hinanden, vil hverdagens bump måske være mindst for den rige, men til gengæld vil den fattige have langt mest at leve for. I sin kone og børn har han en lykke, som den rige nok aldrig kan kommer i nærheden af at matche udelukkende med sine penge. Hvem har da opnået mest i livet? Mange ville nok pege på den rige, forhåbentligt for denne verden endnu flere på den fattige.   

For at slå en sløjfe er mennesket altså ved at miste deres tilknytning til ånden og er derfor – intellektuelle som mentalt retarderet, alle ”åndsvage”. 


Indtil vi ses igen
Kern

6. januar 2011

Blog no. 1

Hej.
Jeg vil gerne understrege at jeg absolut ingen erfaren blogger er (da jeg aldrig har blogget før), og jeg har heller ikke i skrivende stund nogle intentioner om nogensinde at blive det...
Bag ved enhver handling ligger en række overvejelser - bevidste som ubevidste!
Dette rækker helt ned i de helt små ting - sætter jeg det ene ben foran det andet vil jeg øge risikoen for at falde, hvis jeg ikke gør det samtidig med at jeg beholder det andet ben på jorden. Ligeledes vil det i det umildbare objektiv være en stor fordel at sætte foromtalte ben en anelse ved siden af det første i den hensigt senere at kunne bevæge dette ben videre frem foran det andet ben og derved få resten af min krop til at bevæge sig derhen i den retning jeg nu ønsker. Den retning er ret så bevidst fastslået og tit med et bestemt mål for øje. Men tænk nu, hvis du havde taget en anden beslutning omkring din færd. Evt. ladet dit første ben bevæge sig i den stik modsatte retning. Hele din verden ville muligvis havde set anderledes ud, hvis du havde gjort en enkel lille ting anderledes - beslutningen ville formere sig som et tælletræ: 1 bliver til 2 til 4 til 8 til 16 til 32 til 64 til 128 til 256 til 512 til 1024 til 2048 til 4096 osv. Over længere sigt kan det have vidtrækkende konsekvenser - måske... Det får vi bare aldrig at vide, da øjeblikket er forbi.
Du kunne have blevet lottomillionær hvis skæbnen bare ikke havde ladet dig gå til højre istedet for venstre.
I den forbindelse kan de "kloge" bloggere herinde så fundere over om enhver ting i verden, enhver bevægelse ikke er en kulmination på hele verden fra Big Bang og indtil nu. Og samtidig prise sig over muligheden for et split-sekund efter at opleve den næste kulmination om muligt endnu større end den første... Jeg vil glæde mig til at falde over en blog, der rummer en del af denne tankegang, da jeg ikke selv har evnerne til at udtrykke mig klart andre steder end i mit eget hoved. Jeg fungere bedst i dialog med et levende menneske frem for med mig selv via en computerskærm. [Læs: SKRIV EN BLOG FOR HULEN OM MENINGEN MED LIVET DIG DERUDE, og jeg vil elske at gå ind i en heftig debat, blot jeg har et udgangspunkt]
Dette burde forklarer mine intentioner om aldrig selv at blive blogger. Istedet vil jeg kalder mig for en "kommentagger", der måske i ny og næ poster noget herinde, som DU så kan tænke over, give din mening og så tar vi den derfra...

Indtil vi ses igen
Kern